Fokus…

5. februar 2019 | Co2, DNF, Statisk | Ingen kommentarer

Mens jeg hænger på kanten og kigger ud over svømmehallen, går det pludseligt op for mig hvor meget jeg er fokus…

Normal er jeg ret stresset før en statisk, men denne gang er jeg kun koncentreret om næste punkt i min opvarmning og tanken om at jeg om et øjeblik skal tilbringe de sidste 2 minutter at en max statisk med kraftigt Co2 overskud og contractions eksisterer ikke. Jeg er godt hjulpet af den App jeg har installeret på min telefon dagen før, som styrer hele min opvarmning (bare et tryk på start 15 minutter før OT, så er der ikke mere at tænke over der), men faktisk er det et fokus der er begyndte i samme øjeblik jeg trådte ind i forhallen til Solrød Svømmehal.

Bagsiden af medaljen var så bare at jeg lukkede helt af… Tanken var at dagen skulle være en ret social dag, hvor der skulle snakkes med de venner og bekendte som jeg har fået i flokken – og også meget gerne lære nye at kende. Men allerede da jeg gik inde i zonen da vi ankom, trak jeg ubevidst den del tilbage og koncentrerede mig 100% om at blive klar til mine dyk. Lidt ærgerligt, men der kommer flere konkurrencer og ture hvor jeg kan kompencerer for den del.

Mine dyk forløb så heldigvis mere eller mindre planmæssigt og gav et par hvide kort, så fokusdelen har ikke været helt spildt…

Statisk starter fint op efter en god opvarmning og jeg finder hurtigt ro og nyder at slappe af i vandet. Midtvejs kommer et snert af dovenskab og prøver at overbevise mig om at jeg ikke gider at ligge her, men den bliver overdøvet da de første tegn på Co2 dukker op. Efter det sidste par minutter med relativt behagelige og afdæmpede contractions, trækker jeg mig op på kanten og får et hvidt kort – smårystende og welldone, med en god fornemmelse af at have give lige præcist hvad jeg havde i mig.

Dynamisk uden finner vil jeg betegne som et godt dyk, men dårligt udført. Går galt i byen med de sidste 30 sekunders nedtælling, så jeg tror at jeg har påbegyndt på den sidste store vejrtrækning for tidligt . Begynder derfor at puste ud igen, finder ud af at tiden passer alligevel og fylder op – ikke helt efter bogen må man sige. Måske er det derfor at jeg trækker alt for hårdt med armene og ikke rigtigt finder ro, eller måske er det fordi opdriften i saltvandbassinnet føles anderledes en i en normal klor-pool. I sidste ende var det ikke så vigtigt, jeg nåede de meter jeg havde forventet og den generelle følelse var fin. Også denne gang får jeg et hvid kort og kan mærke at jeg er gået til kanten og ikke længere.

Efter en god dag i Solrød vil jeg tage fornemmelsen af den fokuserede koncentration med mig – og så vælge lige have lidt mere fokus på det sociale til næste stævne…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *