Første Blackout…

2. december 2018 | BO, Co2, DNF | Ingen kommentarer

…må indrømme at det er korrekt når man siger at ‘Karma is a bitch’, for da vi sad og afstemte forventninger i svømmehallens forgang før stævnet, var den officielle besked fra mig  at min AP var på 50 mtr og at det nok blev lidt længere end det… men inde i hovedet kørte mantraen ‘100 mtr eller blackout’. Naturligvis ment lidt i sjov for jeg havde kørt +100 flere gange inden for de sidste uger uden nogen problemer og det var derfor bare et mindset der skulle hjælpe med til at præsterer under pres…

Efter to gode 50 mtr opvarmningsdyk og lidt tilvænning til den ret lave bund og skarpe kant ved overgangen til det dybe, gik jeg i gang med min breathup…

Ved OT er jeg fokuseret og klar, men får ikke det perfekte afsæt fra væggen, nok fordi dybden ikke er den samme som der hvor jeg normalt træner. Jeg trykker på den mentale Pyt-knap, men trækker alligevel ubevidst hårdere med armene end jeg normalt ville have gjort og kan se på videoen efterfølgende, at jeg uden at tænke over det også bruger en anelse crawlben undervejs. Momentet passer ellers som det skal, ca 30 sek pr bane, 3 armtag og gode glidefaser.

Da jeg vender ved 75 mtr tænker jeg at nu kommer det ‘sjove’, og begynder stille og roligt at bliver mere og mere Co2 presset. Jeg vender ved 100 mtr som planlagt og kan mærke at det ved at være nu jeg skal op, trækker mig op på kanten, laver hook breath og ved at jeg skal lave en protokol. Desværre er der absolut ingen forbindelse fra min hjerne til min højre arm og kroppen ryster ukontrolleret i en samba. Det er på ingen måde ubehageligt, men for at sige det som det er, så er det pissefrustrerende. Jeg synker lidt ned og i samme øjeblik som sikkerhedsdykkeren tager fat i mig får jeg løftet armen, sagt noget som minder om ‘Im OK’ og bliver klar nok til at erkende at maske og næseklemme ikke er fjernet. Kører så per automatik en korrekt protokol og griner til sikkerhedsdykkeren – Fuck!

Jeg vil ikke sige at det kommer bag på mig at jeg på et eller andet tidspunkt skulle få en blackout, men det kommer bag på mig at det er på en distance der har været helt sikker for mig flere gange før… og så kom det nok bag på mig at både sikkerhedsdykker og flere andre roste mig for et godt dyk – ved ikke selv helt om det kan kaldes det når man slukker til sidst?

Det positive i oplevelsen… tjah, jeg fik bevist for mig selv at jeg kan presse mig selv maksimalt når det gælder og jeg er på ingen måde blevet afskrækket af oplevelsen, som jeg ellers har læst andre er blevet. Det er naturligvis planen at undgå det fremover og at arbejde målrettet på at blive bedre til at mærke hvornår tæt på er for tæt på…

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *