DM 2018

27. november 2018 | DM, DNF, Statisk | Ingen kommentarer

Tilbageblik: ..året er 2009 og jeg sidder min på vej til Nordsjælland fra mit første større karatestævne. Kroppen er gennembanket, øm efter at have gået 10 kata’er og 10 – 12 kumite kampe – og det største blå mærke fylder det meste af den øverste del af brystkassen efter et sammenstød med ca 100 kg træt ondskab på kampfladen. CD’en spiller Linkin Park med Shadow Of The Day, og jeg sidder pludselig men fornemmelse af at have gjort det godt – nok hjulpet af det adrenalin og de endorfiner der stadigvæk banker rundt i kroppen…

Jeg var mødt op til stævnet uden forventninger, kunne mærke at pulsen gik op på maks da jeg parkerede ved hallen og gennemtænkte alle muligheder for at undskylde og bare lade være… men mærkede hurtigt roen da jeg kom ind til kampfladerne, rare mennesker og viljen til bare at tilpasse sig den ukendte situation jeg havde placeret mig i.

Ved første kumite kamp viste jeg knapt hvor jeg skulle stå og hvordan jeg skulle hilse – og var sekunder fra at tabe den med 2 point, indtil jeg i sidste sekund prikker min lidt for selvsikre modstander på kæben med et cirkelspark og tager de 3 point.

Første Kata går jeg til med følelsen af jeg bare skal nyde at være her, for det kan nemt blive den sidste kata jeg kommer til at gå…

Med mig i bilen mod nordsjælland har jeg, ud over en god fornemmelse og nok nærmest en lykkefølelse også 2 guld medaljer i Kumite og 2 bronze medaljer i Kata, hvilket naturligvi kun kunne lade sig gøre fordi at de gamle fra Masterclass også fik lov til at stille op i seniorrækken hvis de havde lyst… medaljerne varmer, men måske var det jeg var mest stolt af en taske jeg fik som den kæmper med bedste teknik ud af 200 deltagere…

…2018 og jeg sidder i bilen på vej mod Jylland efter min først konkurrence i fridykning. Aura med ‘Under the Water’ kører på anlægget og jeg fyldes pludseligt med den samme følelse, denne gang ikke på grund af medaljer og adrenalin… men kun på endorfiner og følelsen af at have præsteret langt over hvad der kunne forventes efter kun 5 ugers træning og have sat personlig rekord i begge discipliner som jeg stillede op i… Alt andet kunne også sidestilles med 2009. Samme bankende hjerte på vej ind i hallen, samme ro da lugten af klor ramte min næsebor og den beroligende lyd af svømmehal tog over…

Min STA (statisk vejhold) starter fint, men efter halvanden minut går det op for mig at jeg ikke er i ro i hovedet og tankerne begynder at banke mig med undskyldninger for at give op og bare sige at jeg gik panik… jeg bider fast, vil have tre minutter og derefter flyver tiden afsted, mine contractions begynder at banke gennem kroppen og giver ro. Dommeren beder om et ok og jeg løfter hånden helt over vandet for at være sikker på at de ikke hiver mig op – pludselig kan jeg høre at min coach siger 4 min og jeg begynder stille og roligt at trække mig op af vandet. Mine luftveje bliver fri på 4:10 og jeg kører en glat overfladeprotokol, får hvidt kort og dermed godkendt dykket… må indrømme at både min coach og jeg var lidt oppe at køre bagefter…

3 timer senere er det tid til DNF (svømme under vand uden finner). Min coach skulle videre til en træning med Motus og jeg var alene om det næste. Da jeg beder en af gutterne fra
Sjælland om at lyne min våddragt, tilbyder han at hjælpe mig og råbe lidt af mig hvis jeg er groggy når jeg kommer op af vandet – jeg takker naturligvis ja og er glad for det efterfølgende, ikke så meget pga afslutningen, men mere fordi hans tilstedeværelse giver ro i starten.

Da computeren siger 2 min til OT er der ingen dommere ved kanten af bassinet. De har holdt en lille pause og tiden er løbet fra dem. jeg kigge over på modsatte side af bassinet  og kan se en mand i gul trøje der kigger op og pludseligt får meget travlt. Da computeren siger 1 min til OT kan jeg se at dommeren er ved at være på plads og at sikkerhedsdykkeren kæmper med at få svømmefødder på og komme i vandet… så går jeg ind i mig selv og gør klar til at nyde fornemmelse af at glide vægtløst gennem vandet… og håber at den spændingshovedpine jeg har efter af have sovet elendigt, ikke får mit hovede til at sprænges som den gjorde ved mine 2 opvarmningsdyk.

Jeg får et godt afsæt fra kanten og det føles godt, forventningen er at jeg skal svømme 2 baner, sætte af og se hvor langt jeg kommer… men allerede midt på bane 2 kan jeg mærke at jeg er i 100% ro og at der ligger 75 mtr i mig… da jeg når væggen og de 75 mtr vender jeg og sætter af, tænker kort over hvor langt jeg tør strække den, tager et armtag og trækker mig op på 83 mtr…

De resultater jeg opnåede var dem jeg havde drømt om men ikke turdet sige højt, så jeg er 100%  tilfreds. Placeringerne var midt i feltet ud af 26 atleter, så de er langt over den bundplacering jeg havde regnet med og pludseligt følte jeg at det var berettiget at jeg deltog og at det havde kostet en hel del både indsats og tid….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *